Hjælp dit barn godt i gang med læsningen
En enkel trin-for-trin guide til forældre, bedsteforældre og hjemmeundervisere

"Kære Kluddermor
Mit barn har svært ved at knække læsekoden. Han klarer sig egentlig fint i skolen og er glad for at lære, men når det kommer til læsningen, går det meget langsomt. Han bliver hurtigt træt og mister modet, især når han skal læse højt. Skolen siger, at han ikke er ordblind, men jeg kan mærke, at der er noget i sproget og lydene, der driller ham. Han har svært ved at huske, hvilke lyde bogstaverne siger, og nogle gange bytter han rundt på dem, når han læser eller skriver. Han kan også godt genkende bogstaverne, men har svært ved at sætte dem sammen til ord. Jeg vil så gerne hjælpe ham herhjemme, men jeg ved ikke helt, hvor jeg skal starte. Kan du hjælpe mig med at finde nogle materialer eller øvelser vi kan bruge herhjemme?"
Sådanne henvendelser får jeg jævnligt, og jeg mærker altid omsorgen bag. For det handler om kærlighed – og om ønsket om, at ens barn får den bedste start på læsningen. Det fortæller noget om, hvor vigtigt det er med en klar og tydelig vej at følge – både for barnet og for den voksne. For når man står med et barn, der kæmper, vil man bare gerne vide, hvordan man bedst hjælper.
Den gode nyhed er, at du behøver ikke at være lærer for at hjælpe dit barn med læsningen. Du skal blot følge denne enkle og praksisnære vejledning. Den er til dig, der vil støtte dit barn i læsningen derhjemme – trin for trin, i et tempo der passer til barnet, og med fokus på små succeser, læseglæde og struktur.
NB! Hvis du mærker, at dit barn skal bruge meget mere energi på læsningen, end du havde forventet - den virker måske meget tung, motivationen daler, og bogstaverne volder besvær - så er her ti tegn, du kan holde øje med, hvis du gerne vil have en fornemmelse af, om dit barns læseudfordringer kan hænge sammen med ordblindhed.
Start med at finde barnets læsetrin
Det første skridt er at finde ud af, hvor barnet står lige nu. Det gør du nemt med Kluddermors Multimappe, som indeholder 30 små opgaver — én for hvert læsetrin i Kluddermors Læseslange.
👉 Lad barnet arbejde sig igennem opgaverne stille og roligt. Stop, når opgaverne bliver for svære — det er barnets aktuelle læsetrin. Derfra begynder jeres rejse sammen.
💡 Print gerne en Læseslange til barnet, så det kan farvelægge eller sætte et kryds, hver gang det når et nyt trin. Det giver synlig motivation og små succesoplevelser undervejs.
Du downloader Multimappen direkte via billedet her.

Læseslangen
Start dér, hvor barnet føler sig tryg – ikke der, hvor det “burde være”. Byg roligt ovenpå, trin for trin - med Læseslangen som din guide. Ros mere end du retter og gentag, leg og grin – læring skal være trygt, sjovt og hyggeligt. Fejr barnets fremskridt – farvelæg hvert opnået trin i Læseslangen sammen og glæd jer over, hvor langt I er kommet.
I Læseslangen er hver læsefase markeret med en farve, som du også kan se på de følgende afsnit på denne side. Fx er den første læsefase (også kaldet "Den præalfabetiske fase") gul, den næste er rød osv. På denne måde ved du altid, hvor I befinder jer ift. læsefaserne, som du kan se et overblik over herunder.
Hvert læsetrin tilhører en læsefase
Når du har fundet ud af, hvilket læsetrin dit barn befinder sig på, vha. Kluddermors Multimappe, kan du se, hvilken læsefase det befinder sig i. Hver fase dækker flere læsetrin og fortæller, hvad barnet skal øve sig på lige nu – og hvilke materialer der passer bedst.
Kluddermors materialer er opdelt i Læsefaser (i overensstemmelse med Linnea Ehris læsefaser), som typisk strækker sig fra begyndelsen af børnehaveklassen til slutningen af 1. klasse, evt. længere. De fem faser er:
-
Den præalfabetiske fase, Trin 1–7, Lytte, rime, klappe stavelser og lege med lyde
-
Den delvist alfabetiske fase, Trin 8–9, Bogstavkendskab og kobling mellem lyd og bogstav
-
Den fuldt alfabetiske fase – del I, Trin 10–18, Læse og skrive ord på to bogstaver
-
Den fuldt alfabetiske fase – del II, Trin 19–22, Læse og skrive ord på tre bogstaver
-
Den konsoliderende alfabetiske fase, Trin 23–30, Længere ord, 120 ord og flydende læsning
Når du ved, hvilken fase dit barn befinder sig i, gør du følgende:
-
Vælg 1-2 kopimapper ad gangen, fra den pågældende fase. Hver fase i guiden herunder viser tydeligt, hvilke materialer der arbejdes med.
-
Hold jer til få materialer ad gangen – det skaber fokus og succes.
-
Lav en lille daglig rutine. Arbejd 20–30 minutter dagligt. Gentag hellere end at springe for hurtigt videre.
-
Lad barnet selv markere sine fremskridt på den hvide Læseslange, som I finder i Multimappen. Når barnet har styr på opgaverne i hvert trin, farvelægges det/de pågældende trin på Læseslangen. Det giver motivation og en følelse af at komme videre.
-
Gå derefter roligt videre til næste fase. Der er ingen grund til hast – læring sker bedst i et roligt tempo med små succeser undervejs.
-
Lad os så komme i gang :-)
FASE 1 – Den præalfabetiske fase – sproglig opmærksomhed
(Læsetrin 1–7 i Læseslangen)
Barnet leger med sprogets lyde, rytmer og former – men forbinder endnu ikke lyd og bogstav. Her lægges grundstenen til alt senere læsning.
Målet er, at barnet lærer at lytte opmærksomt, høre forskelle i lyde og begynde at forstå, at ord kan deles i mindre dele.
Anbefalede materialer:
-
🗂 Kluddermors Multimappe – find ud af, hvor barnet står, og følg udviklingen.
-
🎨 Kluddermors Sprogmapper I-III – leg med ordforråd, lytteøvelser og sproglig opmærksomhed.
-
🧩 Fonemfabrikken 1 – rim, stavelser og sammensatte ord.
-
💬 Kluddermors Lydkurser I–III – korte, legende øvelser med rim, stavelser og lydlege.
-
🌸 Årstidsmapperne (efter behov) – hyggeaktiviteter med sprog, billeder og temaord.
💡 Sådan støtter du: Lyt, leg, syng og klap sammen – alt, der gør sproget levende og rytmisk.
FASE 2 – Den delvist alfabetiske fase – bogstavernes lyde
(Læsetrin 8–9)
Barnet begynder at forstå, at bogstaver repræsenterer lyde. Her arbejdes med vokaler og konsonanter, bogstavformer og begyndende lydanalyse.
Anbefalede materialer:
-
🎯 Kluddermors Fonemskole – vokaler og konsonanter
-
🧠 Fonemfabrikken 2 – øvelser med vokaler, konsonanter, forlyd og lydkendskab.
-
💬 Lydkurser IV–VI – bogstavlyde og rimanalogi.
-
🌸 Årstidsmapperne – brug som hyggelige sideaktiviteter.
💡 Sådan støtter du: Tal om bogstavernes form og lyd. Lad barnet skrive i sand, på spejl, i mel – alt, der kobler sans og lyd.
FASE 3 – Den fuldt alfabetiske fase del I – ord på to bogstaver
(Læsetrin 10–18)
Barnet lærer at sætte lydene sammen til små korte ord – de første tobogstavsord.
Her arbejdes med lydanalyse, lydsyntese og begyndende skrivning.
Anbefalede materialer:
-
🧩 Fonemfabrikken 3 – læs og skriv to-bogstavsord.
-
💬 Lydkurser VII–IX – fonemtræning, lydsyntese og bogstavlyde i kombination.
-
✂️ Saml-selv-ord I – byg ord med bogstaver, mens I taler om lydene.
-
🧠 Saml-selv-sætninger I – sæt ord sammen og skab egne små historier.
-
✏️ Kluddermors Skriv og Forstå I – læs korte lydrette sætninger og skriv selv.
-
📘 Ib og Pi-serien (2-bogstavsbøger) – første letlæsningsbøger med tilknyttede opgavehæfter og spil.
-
🌸 Årstidsmapperne – brug læsetræningen i temaaktiviteter (fx forår, sommer, jul).
💡 Sådan støtter du: Læs og skriv samtidig. Gentag små ord mange gange og giv ros for det, barnet læser og staver rigtigt.
FASE 4 – Den fuldt alfabetiske fase del 2 – ord på tre bogstaver
(Læsetrin 19–22)
Barnet læser og skriver ord på tre bogstaver og begynder at sætte dem sammen til korte sætninger. Fokus er på automatisering, sætningstræning og læseforståelse.
Anbefalede materialer:
-
🧩 Fonemfabrikken 4 – trebogstavsord og små sætninger.
-
🔠 Saml-selv-ord II – flere bogstaver og længere ordkombinationer.
-
✏️ Kluddermors Skriv og Forstå II – læs og skriv korte sætninger med trebogstavsord.
-
💬 Lydkurser X–XII – fonemtræning, lydsyntese og bogstavlyde i kombination.
-
📘 Ib og Pi-serien (3-bogstavsbøger) – lette læsetekster med tilknyttede opgavehæfter og spil.
-
🌸 Årstidsdansk – brug læsetræningen i temaaktiviteter (fx forår, sommer, jul).
💡 Sådan støtter du: Skift mellem læsning og skrivning. Det styrker både forståelse og hukommelse.
FASE 5 – Den konsoliderende alfabetiske fase – de 120 ord og flydende læsning
(Læsetrin 23–30)
Barnet begynder at læse og stave længere ord, arbejde med konsonantklynger, vokalforveksling og de 120 mest almindelige ord. Målet er flydende refleksiv læsning.
Anbefalede materialer:
-
🧩 Fonemfabrikken 5 – firebogstavsord, konsonantklynger og de 120 ord.
-
📝 Kluddermors 120 ord, del 1 & 2 – automatisering af de mest brugte ord.
-
✏️ Kluddermors Skriv og Forstå III–VIII – længere tekster, refleksion og skrivning.
-
📗 Folkesagnserien (Trolde, Hekse, Elvere, Nisser, Alfer) – letlæsningsbøger med tilhørende opgavehæfter og spil.
-
🌸 Årstidsdansk – brug læsetræningen i temaaktiviteter (fx forår, sommer, jul).
-
💡 Sådan støtter du: Læs højt sammen, tal om indholdet og betydningen af svære ord. Ros for sikker læsning – ikke for hastighed.
Er mit barn ordblind?
Nogle børn knækker ikke læsekoden helt så let som andre. Måske vurderer skolen, at det endnu er for tidligt at tale om ordblindhed, men du kan alligevel mærke, at dit barn bruger mere energi på læsningen, end du havde forventet. Den virker tung, motivationen daler, og bogstaverne volder besvær. Her er ti tegn, du kan holde øje med, hvis du gerne vil have en fornemmelse af, om dit barns læseudfordringer kan hænge sammen med ordblindhed:
-
Barnet har haft en forsinket sprogudvikling eller et mindre ordforråd end jævnaldrende.
-
Barnet viser lille eller ingen interesse for rim og remser og har svært ved at høre, at ord rimer.
-
Barnet har svært ved at skelne mellem lyde – fx høre forskel på mel og mil.
-
Barnet har svært ved at forbinde bogstaverne med lyde, glemmer ofte bogstavernes lyde eller blander dem sammen, selv efter gentagne øvelser.
-
Barnet forveksler bogstaver, fx b og d, p og q, eller n og u.
-
Barnet har mange læsefejl, som er i modstrid med, hvordan bogstaverne normalt udtales, fx "din" læst som ”dig”, "kommer" som ”kom”, "sort" som ”solen”. Der er ikke noget system i fejlene. (Kilde: sundhed.dk)
-
Barnet læser langsomt og hakkende, og mister let tråden i teksten. Barnet kan sagtens se ordet, men det er et problem at afkode ordets lyde, og hvordan de lyde bliver samlet til et ord. (Kilde: Guinevere Eden)
-
Barnet glemmer ord, der lige er læst, eller genkender ikke de samme ord næste gang.
-
Barnet har store vanskeligheder med at stave.
-
Der er ordblindhed i familien, eller du mærker, at læsning altid har været en kamp.
Det er vigtigt at bemærke, at et enkelt eller to punkter ikke behøver at vække bekymring – børn udvikler sig forskelligt. Men hvis du kan nikke genkendende til flere af dem, bør der lyse en lille rød lampe. Det betyder ikke nødvendigvis, at barnet er ordblind – men at det har brug for ekstra støtte til at få styr på lydene, bogstaverne og læselysten. For selv hvis barnet senere viser sig at være ordblind, er det meget vigtigt fortsat at træne bogstavernes lyde og lyd–bogstav-forbindelsen.
NB! Ifølge Carsten Elbro kan man sagtens være disponeret for ordblindhed, men efterhånden lære at læse og stave som alle andre, hvis man får god undervisning i det rette tempo. Hvis man omvendt får mangelfuld undervisning, skal man ikke være særligt disponeret for ordblindhed, før det bliver et problem. (Kilde: dr.dk/viden/webfeature/videnskab-ordblindhed)
💛 Om Kluddermor
Som speciallærer gennem 25 år har det altid ligget mig dybt på sinde, at alle børn – uanset livsvilkår og udfordringer – skal have en reel chance for at lære at læse. Mine materialer er derfor udviklet med ét klart formål: At give hvert barn mulighed for at lykkes med læsningen i sit eget tempo.
Gennem årene har jeg mødt mange børn, der har kæmpet med bogstaver og lyde – børn (og deres forældre), som næsten havde mistet troen på, at læsningen nogensinde ville lykkes. Men med de materialer jeg selv har udviklet, har jeg ofte oplevet den store glæde det er, når et barn pludselig knækker læsekoden – det øjeblik hvor øjnene lyser op, og læsningen for første gang giver mening. Det er en helt særlig følelse at se, hvordan de derefter bliver mere og mere flydende, får selvtillid og begynder at læse med lyst og nysgerrighed – og selv får troen på, at “det her, det kan jeg godt klare.”
📘 Om brug og ophavsret (privatpersoner)
Mange af materialerne på denne side er gratis for dig som privatperson. Alle Kluddermors materialer er dog beskyttet af ophavsret og registreret hos Tekst & Node. Det betyder:
✅ Du kan frit printe materialerne til privat brug i hjemmet.
✅ Du må gerne dele et link til forlagets hjemmeside med andre, der kunne have glæde af materialerne.
🚫 Du må ikke videresende eller dele selve PDF-filerne på sociale medier, i forældregrupper eller på andre platforme.
Som privatperson støtter du bedst ved at:
🌼 Følge Forlaget Kluddermor på Facebook og Instagram, hvor jeg deler inspiration, gratis opgaver og små idéer til hverdagslæsning.
💌 Tilmelde dig nyhedsbrevet, hvor du hver måned får månedens materiale og forslag til årstidsrelevante aktiviteter.
💬 Dele din oplevelse – fortæl dit barns lærer, biblioteket, læsevejlederen eller talepædagogen om Forlaget Kluddermor.
🧡 Skrive en anbefaling eller del et opslag på de sociale medier, hvis materialerne har hjulpet dit barn. Hver eneste anbefaling og deling betyder noget :-)
💛 På denne måde hjælper du mig med at blive ved med at udvikle nye, praksisnære materialer til lærere, forældre og børn – og du sikrer, at der også fremover findes lettilgængelige dansksprogede læsematerialer med struktur, leg og kvalitet lige ved hånden.
Til skoler og institutioner
Al kopiering, analogt og digitalt, af Kluddermors materialer eller dele deraf er tilladt i henhold til undervisningsinstitutionens aftale med Tekst & Node. Kopiering, der går ud over begrænsningsreglerne i aftalen med Tekst & Node, kan alene finde sted efter forudgående aftale med Forlaget Kluddermor.
Rigtig god fornøjelse med læsearbejdet - de bedste hilsner fra Kluddermor / Liselotte Ring Kryger